14:52

Hvad sker der for vores verden?
For et par timer siden blev det offentliggjort, at der nu var 91 dræbte i Norge. 7 i Oslo, 84 på Utøya.
Jeg forstår ikke, hvordan man kan finde på, at gøre sådan noget?
Hele denne dag har jeg hørt radio, set alverdens tv og læst en masse artikler om denne katastrofe.
Jeg har bl.a. læst denne artikel og den gjorde virkelig indtryk på mig. Tænk at vide, at nu skal man dø. Hun døde jo så ikke alligevel, og den var fandme et held! 84 klarede det ikke. Det er forfærdeligt. Man kan slet ikke sætte ord på det!

Hende, som artiklen er lavet om, har også en blog. Den er jo egentlig på norsk, men jeg har prøvet at oversætte den, så godt jeg kunne. Jeg vil gerne lige slutte med, at sende en tanke til hele Norge, og alle de pårørende. RIP

Helvedet på Utøya 
Jeg er vågnet. Jeg kan ikke sove mere. Jeg sidder i stuen. Jeg har en følelse af sorg, vrede, lykke, Gud og jeg ved ikke hvad. Der er for mange følelser. Der er for mange tanker. Jeg er bange. Jeg reagerer på den mindste lyd. Jeg vil skrive om, hvad der skete på Utøya. Hvad mine øjne så, hvad jeg følte, hvad jeg gjorde. Ordene kommer lige fra leveren, men jeg vil også anonymisere mange navne af respekt for mine venner.
Vi havde et krisemøde i hovedbygningen efter eksplosionerne i Oslo. Efter det, var der et møde for medlemmerne af Akershus og Oslo. Efter møderne var der mange, mange mennesker i hovedbygningen. Vi trøstede os selv med, at vi var sikre på en ø. Ingen vidste, at et helvede snart ville bryde ud.
Jeg stod i hovedgangen, da panikken brød ud. Jeg hørte skud. Jeg så ham skyde. Alle begyndte at løbe. Den første tanke var: "Hvorfor skyder politiet på os? Hvad fanden? "Jeg løb ind i den lille sal. Folk løb. Skreg. Jeg var bange. Det lykkedes mig at komme ind i et af værelserne på bagsiden af ​​bygningen. Vi var mange derinde. Vi lå på gulvet alle sammen. Vi hørte flere skud. Vi var mere bange. Jeg græd. Jeg vidste intet. Jeg så min bedste ven gennem vinduet og spekulerede på, om jeg skulle gå ud og tage ham ind til mig. Jeg gjorde det ikke. Jeg så frygten i hans øjne. Vi lå på gulvet inde i stuen i et par minutter. Vi blev enige om, ikke at lukke flere ind, i tilfælde af, at morderen kom. Vi hørte flere skud og besluttede os så for, at springe ud af vinduet. Panikken brød ud blandt os. Alle i lokalet fór hen til vinduet og forsøgte at springe ud. Jeg var den sidste og tænkte: "jeg er den sidste til at hoppe ud af vinduet. Nu er jeg ved at dø. Det er sikkert, men det kan være okay, for så ved jeg, at de andre er reddet." 
Jeg kastede min taske ud af vinduet. Derefter prøvede jeg at klatre ned, men det lykkedes ikke. Jeg landede hårdt på den venstre del af kroppen. En dreng hjalp mig op. Vi løb ind i skoven.Jeg kiggede rundt. "Er han her? Skyder han mig? Ser han mig?" En pige havde havde brækket sin ankel. En anden var blevet alvorligt såret. Jeg forsøgte at hjælpe en lille smule, før jeg gik ned til vandet. Jeg søgte dækning bag en slags mur. Vi var mange. Jeg bad, bad, bad. Jeg håber, at Gud så mig. Jeg ringede til mor og sagde, at det ikke var sikkert at vi ville mødes igen, men at jeg ville gøre alt for at klare mig. Jeg sagde flere gange, at jeg elskede hende. Jeg hørte angst i hendes stemme. Hun græd. Det gjorde ondt. Jeg sendte en SMS til min far, fortalte ham, at jeg elskede ham. Jeg sendte en SMS til en anden person, jeg er meget, meget glad for. Vi havde lidt kontakt. Jeg sendte en SMS til min bedste ven. Han svarede ikke. Vi hørte flere skud. Vi krøb sammen. Gjorde alt, hvad vi kunne for at holde varmen. Der var så mange tanker. Jeg var så bange. Min far ringede til mig. Jeg græd, og sagde, at jeg elskede ham. Han sagde, at han var på vej med min bror, for at tage imod mig, når jeg kom til fastlandet, eller når de kom til Utøya. Der var så mange følelser. Så mange tanker. Jeg bad alt hvad jeg kunne. Der gik noget tid. De andre ringede også med deres forældrene, men til sidst begyndte alle at sms'e, af frygt for, at morderen ville høre os. Jeg tænkte på min søster, som er bortrejst. Hvordan jeg ville fortælle hende, hvordan det gik? Hvad der skete med mig. Jeg opdaterede på Twitter og Facebook, at jeg stadig var i live og at jeg var "sikret".Jeg skrev at jeg ventede på politiet. Folk sprang i vandet, begyndte at svømme. Jeg blev liggende. Jeg besluttede, at hvis morderen kom, ville jeg spille død. Jeg ville ikke løbe eller svømme. Jeg kan ikke beskrive den frygt, alle de tanker, alt hvad jeg følte. 

En mand kom. "Jeg er fra politiet." Jeg blev liggende. Nogle råbte tilbage, at han var nødt til at bevise det. Jeg kan ikke huske præcis, hvad morderen svarede, men han begyndte ihvertfald at skyde. Han ladede. Skød mere. Han skød dem omkring mig. Jeg blev liggende. Jeg tænkte: "Nu er det slut. Han er her. Han tager mig. Nu er jeg ved at dø." Folk skreg. Jeg hørte, at andre blev skudt. Andre sprang i vandet. Jeg lå der. Med mobilen i hånden. Jeg lå der i mindst en time. Der var helt stille. Forsigtigt drejede jeg hovedet for at se, om jeg kunne se nogen levende. Jeg så lig. Jeg så blod. Frygt. Jeg besluttede mig for, at rejse mig. Jeg havde ligget ovenpå et lig. To lig lå på mig. Jeg havde en englevagt.
Jeg vidste ikke, om han ville komme tilbage igen. Jeg havde ikke mod til at se, på alle dem, der havde ringet og sms'et mig. Jeg skyndte mig ned til vandet. Jeg tog min trøje af. Det var stor. Jeg tænkte, at det ville være vanskeligt at svømme med den. Jeg overvejede, om jeg skulle tage min telefon med, eller om jeg skulle efterlade den her. Jeg lagde den i sin baglommen og hoppede i vandet. Jeg så flere andre i vandet. De havde svømmet langt. Jeg så, at nogen havde samlet sig omkring en slags luftmadres. Jeg svømmede, svømmede, og svømmede mod luftmadressen. Jeg skreg. Græd. Var kold. Jeg tænkte på, om jeg ville drukne. Det blev hårdere og hårdere. Jeg bad. Jeg fortsatte. Var træt i armene. Bestemte mig for, at vende mig om på ryggen, for så kun at bruge benene til at svømme. Jeg sank lidt. Jeg begyndte at svømme normalt igen. En lille stund, troede jeg, at de der havde samlet sig omkring luftmadressen begyndte at bevæge sig væk. Jeg skreg. Bad dem om at vente på mig. Jeg måtte have set syner. Jeg svømmede mindst et par hundrede meter, før jeg ankom. Vi snakkede lidt sammen. Sagde hvad vi hed og hvor vi kom fra. Når bådene passerede os, råbte om hjælp, men de tog dem, som var svømmet først. En mand i en båd kom til os. Han smed mange redningsveste ud. Jeg fik fat i én. Fik den om mig. Jeg holdt fast i luftmadressen i lang tid, før den samme mand kom tilbage for at hente os. Alle kom op i båden. Han begyndte at sejle mod kysten. Efter et stykke tid, begyndte den lille sin båd, at tage vand ind. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. for at få vandet ud. Jeg brugte en spand. Jeg var udmattet. En anden pige i båden tog over. 
Vi kom til land. Vi fik tæpper. Tårerne pressede på. Jeg græd mere. En kvinde omfavnede mig. Det var så godt. Jeg græd højt. Jeg hulkede. En mand lånte mig sin telefon. Jeg ringede til min far, "jeg lever. Jeg gjorde det. Nu er jeg tryg. "Jeg lagde røret på.Græd mere. Vi var nødt til at gå lidt tid. Fremmede mennesker tog os ind i deres biler og kørte os til Sundvollen hotel. Jeg løb ind for at se, om jeg kunne se min bedste ven. Jeg så ham ikke noget sted. Jeg så en veninde. Jeg græd højlydt. Vi omfavnede hinanden længe. Det var dejligt. Jeg gik rundt og ledte efter mine venner. Mit hjerte bankede. Jeg græd mere. Jeg registrerede mig hos politiet. Jeg vidste ikke, om min bedste ven levede. Jeg kiggede gennem alle politiets lister. Jeg kunne ikke finde hans navn nogen steder. Jeg var bange. 
Jeg fik en dyne. Jeg tog min våde sokker af. Jeg var halvt nøgen. Fik en jakke. Jeg prøvede at sunde mig lidt. Kontaktede mine forældre igen. Min far og bror var på vej til at hente mig. Jeg drak kakao. Jeg satte mig ned. Eftertænkte. Græd. Så mine venner. Omfavnede dem. Græd.Jeg lånte en computer. Opdaterede Facebook og Twitter igen, at jeg var sikker. Jeg var på hotellet i flere timer, før min familie kom.Jeg kiggede efter folk jeg kendte. Jeg talte med en præst. Jeg fortalte alt, hvad jeg havde set. Det var en god samtale. En mand fra Røde Kors så alle mine sår. Rensede dem. Tiden gik. Jeg var sammen med nogle af mine venner. Alle talte om det samme. Hvordan vi overlevede. Hvad der var sket. Jeg spurgte flere, om de havde set min bedste ven. Ingen havde set ham. Jeg var bange. Jeg troede, at det var min skyld, fordi vi ikke havde formået at holde sammen.En ven fik nøglen til et hotelværelse. Vi sad der, så på nyhederne.Der var vrede, sorg, så mange følelser. Så kaldte min far at de var kommet. Jeg tog elevatoren ned. Gik ud til dem. Krammede min bror og min far i lang tid. Jeg græd højt. Min bror græd også. Det var et godt tidspunkt. Jeg så en dreng, der lignede min bedste ven.Jeg råbte hans navn. Han vendte rundt. Det var ham. Vi omfavnede hinanden længe. Vi græd og så spurgte vi hinanden, hvordan vi havde klaret os. Efter et stykke tid, registrerede jeg mig ud, og vi kørte hjem. En anden sad i bilen med os. Min bedste ven var skulle hjem til mig. Hans bror var kommet til mig med sin bedste ven. Der var flere, der havde samlet sig i mit hjem. De ville ikke gå hjem før de havde set, at jeg havde det fint. Vi talte en lille smule. Jeg drak en Gladden-juice. Spiste en yoghurt. Snakkede lidt mere med min mor og min familie. Jeg ringede til min bedste veninde. Det var en god samtale. Hun sagde: "Jeg var ikke sikker på om jeg nogensinde ville få en telefonsamtale med dig igen." Tårerne pressede på. Vi talte en lille smule. Efter det, lagde jeg mig. Klokken var tre. Mor nægtede at lade mig sove alene, så vi sov sammen.
Der er gået nogle timer siden alt det her skete. Jeg er stadig i chok. Alt er ikke faldet på plads. Jeg har set mine venners lig. Flere af mine venner mangler. Jeg er glad for, at jeg kan svømme. Jeg er glad for, at jeg lever. For at Gud så mig. Der er så mange følelser, så mange tanker. Jeg tænker på alle de pårørende. På alle jeg har mistet. På det helvede, som er og var på øen. Sommerens smukkeste eventyr blev forvandlet til Norges værste mareridt.